Placering	Navn	Klub	Tid
1	Peter Andersson Haslev	Haslev Cykel Motion	4:17:22
64	Ebbe Haak Ringsted RIMO	Ringsted Motionsklub	5:21:05
101	Tonni Olsen Ringsted	Ringsted Motionsklub	5:32:52
143	Finn Thomsen Ringsted RIMO	Ringsted Motionsklub	5:44:53
242	Finn E. Olsen Frederikssund	Team RCC	6:19:39 *)
257	Kurt Hansen Ringsted RIMO	Ringsted Motionsklub	6:23:11

*) Finn O. ventede mange minutter på debutanten undervejs

Turbeskrivelse:

Vi lagde ud fra Vejle i en stor gruppe (gæt: 40-50 mand) en solrig forårsmorgen. Vejret var perfekt: Solskin og en frisk sydøstenvind. Mine første km ud af Vejle by var noget af en oplevelse. Jeg havde aldrig kørt i et felt før, og jeg havde hørt fra pålidelig kilde, at det kunne betyde 40% forbedring af min kørsel.

Pludselig så jeg en rytter i feltet langs højre vejside sidde og vifte med højre hånd bag om bagdelen, hvorefter han trak lidt ud på vejen. Jeg lærte meget hurtigt, at det betød forhindring ved vejkanten, da en langsomtkørende cyklist skulle passeres. Lidt senere skete det samme med en anden rytters venstre hånd, hvilket på mirakuløs vis forhindrede mig i at tørne direkte ind i et midter helleanlæg. Jeg nåede lige akkurat at få trukket cyklen højre om, og endda uden væsentlig fare for rytteren på min højre side. Lidt senere hørte jeg en rytter langt fremme råbe: "Forfra!" Det betød, at der kom en bil imod os. Det sker da adrig for Tour de France feltet? Derefter hørte jeg nede bagfra i feltet et højt råb: "Bagfra!" Det betød, at der nu var en idiot til billist, der absolut ville udenom.

Vi kørte med en let brise i ryggen i et godt tempo ud ad Grejsdalsvej og feltet kom nogenlunde samlet over første bakke. Jeg indrømmer blankt, at jeg allerede her havde problemer med at følge med. Men ved et efterfølgende 90 graders sving til venstre ind i bakkerne, strakte feltet sig så langt ud, at jeg fik kontakt igen. Men ak - allerede ved næste bakke måtte jeg (og en del andre) slippe feltet. På denne strækning opdagede jeg Finn Thomsen sidde bag i feltet og holde øje med det hele. Jeg spurgte ham, om han havde tænkt sig at blive bagved og holde øje med mig. Jeg husker ikke hans vittige svar. Men kort efter forsvandt han, og jeg så ham ikke, før jeg kørte i mål. Da sad han provokerende nyvasket og omklædt og hyggede sig med Ebbe, Tonni og pigerne.

Vi fik snart dannet en ny gruppe, og så gik det igen i rask fart op og ned af de hyggelige bakker på strækningen rundt til Fårup sø og frem til Jelling og Hørup. På denne strækning opdagede jeg pludselig, at Finn O. stod i vejkanten og kiggede efter mig. Havde jeg ikke råbt på ham, da jeg susede forbi, havde han sikkert stået og ventet på mig endnu. (en rigtig ven)

Herfra fulgtes vi ad i samme gruppe ind i Tørring-Uldum Kommune og ned gennem serpentinesvinget ved Rugbjerg, videre til Lindved og ud til Hedensted. Her kørte vi i kraftig sidevind tempokørsel (42-48 km/t) i en gruppe med 6 orange ryttere. Da vi nåede Hedensted, havde vi imidlertid tabt de seks orange ryttere. Én af dem må haft maskinskade, hvorefter de andre har ventet på ham?

Kort efter var vi igen i en gruppe, der kørte af sted i rasende fart, og ved den efterfølgende første betydende bakke (sikkert kun en knold i vejen) måtte jeg slippe feltet og Finn O., som jeg ikke så igen før ved depotet efter 95 km. Strækningen fra et sted kort efter Hedensted og til depotet kørte jeg stort set alene. Kun ganske korte strækninger havde jeg en gruppe at køre med, så det var her, jeg tabte tid.

Den helt store prøvelse blev Askebjerg (14% over 500 m) efter ca. 70 km kørsel. Uha hvor den trak tænder ud. På toppen blev vi fotograferet én og én. Det har ikke været vanskeligt for fotografen at tage de billeder. Han behøvede ikke at sige: "Stå stille!" - eller - "´Smil!". Både bevægelse og ansigtsfolder var stivnet på en måde, så et videokamera ikke kunne registrere en bevægelse. Jeg afventer spændt at se det billede på http://www.grejsdalsloebet.dk.

Dagen forinden havde vi set bakken (fra en bilrude), og jeg havde givet udtryk for, at det skulle nok gå. Jeg var mere bekymret for den flade efterfølgende stigning, der kom i forlængelse af de 14%. Men sådan gik det ikke. Jeg fik hurtigt pæn fart i cyklen igen og cyklede i ensom majestæt ud af landevejen.

Pludselig stoppede en bil et godt stykke foran mig. En mand sprang ud af bilen og løb lidt tilbage mod mig, lagde sig på knæ ned lang vejkanten i modsatte side og fortograferede dagens flotteste cyklist - Debutanten - mig. Det var ikke en fyr, jeg mente at kende. Nu kan man ikke helt regne med min dømmekraft efter Askebjerg. Billederne omkring mig stod lidt uskarpe. Jeg så mig efterfølgende tilbage for at se, om Bjarne Riis eller en anden promenent cyklist skulle være bag mig. Men nej - jeg var helt alene - det var mig, han ville fotografere. Men så lagde jeg mærke til den flotteste gule blomstrende rapsmark, man kan forestille sig. Nu forstod jeg fotografen. Han kunne naturligvis ikke køre forbi en blå "Trek-trøje" med en gul sennepsmark som denne i baggrunden, uden at forevige dette syn. Jeg håber bestemt, at jeg kan få fat i det billede:

Da jeg kørte ind i Vejle, mødte jeg en meget stor gruppe vandrende og løbende, der var på vej ind i skoven. Der var et stort arrangement - Vejleløbet tror jeg nok. Derefter holdt jeg længe ved rødt lys for foden af bakken i skoven. Det betød, at jeg fik følgeskab af en mellemstor gruppe gennem Vejle by. Jeg regnede med, at når vi var en stor gruppe, kunne vi krydse for rødt m.m. Men nej - vi holdt færdselsloven hele vejen gennem byen.

Jeg besluttede på dette tidspunkt, at lade gruppen køre, når vi drejede ud på nordsiden af Vejle Fjord på vej hen mod Munkebjerg (10% over 1000 m). Den havde jeg prøvet før på én af mine træningsture, så den havde jeg en vis respekt for. Men dengang havde jeg kun cyklet 10-15 km, inden jeg cyklede op ad bakken. Denne gang havde jeg cyklet 90 km og i et pænt tempo. På vej hen mod bakken blev jeg mere og mere sikker på, at mit løb sluttede, efter jeg havde været på depotet på Andkær Skole ved 95 km. Herfra var der nok 10-20 km til Vejle. Det måtte være passende. Det var også her, jeg spekulerede på, om det nu var klogt at forsøge sig med Munkebjerg. Jeg kunne jo lige så godt vende om nu, og så angribe en pølsevogn i byen, inden jeg listede mig hjemad til Viborg. Det ville jo ikke være rart at opgive midt på bakken og blive grinet ud af løbet. Her langs Vejle Fjord var jo ingen, der kunne se, at jeg listede væk.

Jeg kørte op over Munkebjerg. Skal vi ikke nøjes med at sige det? Mine fans langs vejkanten vil sikkert sige: "Han fløj i fin stil over bjerget!" Men det gjorde han ikke.

Jeg fortsatte i pænt tempo ud til depotet på Andkær Skole. Kort før jeg nåede depotet, blev jeg indhentet af Kurt. Det kom meget bag på mig, at der var nogen af mine nye venner bag mig. Han havde haft en del problemer med sit gearskifte, hvor kæden hoppede af, når han ville ned på den inderste bjergklinge foran (sådan én har jeg heldigvis også). Da vi cykelede ind på depotet, stod Finn O. og ventede på mig. Det var godt, jeg ikke listede tilbage langs fjorden før Munkebjerg. Så havde han sikkert stået der endnu, selvom depotet truede med at lukke 15:30.

Jeg fik en bolle med skinke og 3-4 boller propfyldt med syltetøj. Der skulle bare noget sukker ned. Og så et par kopper kaffe og en masse vand. Jeg fik en belæring om, at jeg både havde spist og drukket for lidt (3/4 liter) på denne første del af turen. Men man skal jo lære så længe man lever.

Maden og vandet hjalp gevaldigt på mit velvære. Lad det stå helt klart: Hvis jeg ikke havde mødt Finn O. eller Kurt på depotet, havde jeg sikkert ikke gennemført løbet. Nu kom vi af sted sammen og cyklede de næste 30-40 km i fællesskab i et godt tempo. Nogen gange kun os tre, nogen gange i større grupper. Somme tider ventede vi lidt på hinanden, hvis Kurt havde problemer med kæden på de stejle bakker, eller hvis jeg havde problemer med benene.

Det var på denne strækning, jeg opdagede, at ikke alle ryttere var mine venner. Vi lå 2 og 2 med kraftig sidevind. Jeg lå i vindsiden og søgte læ, men ingen gav mig plads. Jeg havde flere gange undervejs på turen oplevet en rytter forsøge at snige sig indenom mig. Jeg havde vær gang sagt undskyld. Jeg havde ikke set ham og veg lidt ud, så han kunne komme ind. Jeg søgte derfor ned bagest i gruppen og forsøgte mig med at komme indenom. Men ak - Det var der ingen, der lod mig gøre. Næste år vil ingen rytter komme inden om mig uden en tur i grøften.

Undevejs mærkede jeg pludselig et piskesmæld, eller som om en ellastik der sprang inde i min venstre lægmuskel. Det var ubehageligt. Jeg vidste ikke, hvad det var. Finn O. mente, at det var krampe og spurgte, om vi skulle holde en pause. Men det ville jeg ikke. Jeg slappede af et øjeblik og kørte så normalt igen. Ved én af bakkerne (vist nok Jenum bakken 7% over 1600 m) måtte jeg dog til sidst slippe de andre, og nu så jeg ingen venner før mål.

Jeg fik adskillige piskesmæld i læggen og måtte holde en smule tilbage. Jeg havde det ellers godt. På vej op ad Tørskind bakken (11% over 550 m) så jeg pludselig en flot cyklist i rød bluse sidde på autoværnet. Det var for stor en fristelse. Jeg stoppede cyklen for at gøre ham selskab. Men det var ikke hans plan. Han sprang op på cyklen og fik nogle turister til at skubbe sig i gang, og jeg efter ham på samme måde, op til depotet, fat i en banan og fylde vandbeholderen op til de sidste km ind til Vejle.

På denne strækning havde jeg fornøjelsen af at følges med en ung løve fra Egtved, der var af sted på sin nye cykel. Vi fik en hyggelig sludder. Ham havde vi haft på slæb nogle gange undervejs. Nogle km før mål foreslog jeg, at vi skulle køre op til en gruppe, vi kunne se forude. Det syntes han var en god idé; men da jeg nåede op til gruppen, var han ikke med. Det er underligt, som cyklister kan forsvinde bag én på sådan en dag. Gad vide om de kender en smutvej?

Da jeg kørte ind i målområdet, havde jeg pludselig følgeskab med de orange ryttere, som vi havde tabt kort før Hedensted. Jeg spurte, om de havde været på 200 km-turen. Men det havde de ikke. De havde været på samme tur som jeg - 167 km. Enten har de haft mange tekniske uheld undervejs, eller også har de hygget sig på alle fire depoter, eller også kan de ikke køre så stærkt som mig (solorytteren). jeg tror naturligvis på det sidste.

I målområdet sad Finn O. og Kurt i cykeldress og ventede på mig, mens Finn T, Ebbe og Tonni sad provokerende rene og afslappede fuldt påklædt og hyggede sig i solen. Nå - De accepterede en svedig cyklist ved deres bord. Finn O. og jeg fik en bolle og et krus øl. Det gjorde godt. Derefter i et iskoldt bad (Der er kun varmt vand til vinderen), i normalt tøj og hjemad i bil. Vernnerne tilbage til Djævleøen og mig til Viborg.

Næste år er jeg med igen. Mit forårs træningsprogram bliver lidt anerledes, og min proviantering og drikkelse ligeså. Jeg vil under 6 timer.

Til vennerne fra Djævleøen: Tak for en hyggelig oplevelse lørdag og søndag.

Mail til debutanten

Se den officielle hjemmeside for Grejsdalsløbet

Øvrige cykelberetninger:

To Bike Front-Page

Til hovedsiden

Se Old Bornhardt Family

May 23, 2003