Mit Grejsdalsløb (167 km) i år forløb noget anderledes end sidste år.

Jeg havde sat mig for at ville gennemføre løbet på under 6 timer, og det lykkedes lige akkurat.

Jeg havde også sat mig for at komme med feltet op over bakkerne. Det kneb.

Jeg lagde mig ret langt fremme i feltet, fulgte med op halvvejs, gled ned gennem feltet og fik lige akkurat fat i bagenden af gruppen ved de første bakker. På én af bakkerne (lige efter brostensstykket) gav min gode ven Ebbe mig et puf opad, som jeg kun kan takke for. Det skub virkede bedre end en ”skubopper”, som jeg senere forsøgte mig med kort før Askebjerg (for sent indtaget) og før Tørskind bakke (bedre timet)

Senere skulle det vise sig, at jeg savnede Ebbes lille puf adskillige gange.

Ved Fårup sø op mod Jelling kom jeg ikke med op over i tide til at kunne hænge på.

Efter at ha’ fundet luften trådte jeg igennem for at køre op til gruppen igen. Men ak – Jeg lå længe med samme afstand til gruppen og kom ikke nærmere. Jeg satte derfor farten lidt ned og ventede på, at en ny gruppe skulle komme op. Den hang jeg så på et stykke tid til samme oplevelse indtraf.

Askebjerg var ikke nær så anstrengende som sidste år. Her koncentrerede jeg mig om at køre op i mit eget tempo uden blik for andre ryttere. Det var derfor helt rart at se billedet fra Askebjerg, hvor der står en cyklist i kanten og betragter min bestigning (eller ventende på kammeraterne fra København?)

På denne måde kom jeg gennem de ca. 100 km til depotet efter Munkebjerg med en gennemsnitsfart på 30 km/t. Herfra og til mål fik jeg ikke følgeskab af hurtige ryttere. De var kørt. Så jeg tabte en del tid på den sidste strækning med begyndende kramper i begge lår og begge lægge, så jeg måtte holde lidt igen. Jeg besøgte ikke andre depoter end det depot, der lå efter Munkebjerg (flyttet fra en skole i forhold til sidste år).

Jeg indtog rigeligt med vand (energidrik) undervejs (1,5 l på de første 100 km) og spiste 3 energibarer og 2 ”skuboppere” på turen. Jeg synes selv, at det var ok.

På vejen op ad bakken i Tørskind var der en rytter, der fik kramper. Han lød som om, han skulle himle. Der var flere til at se til ham, så jeg fortsatte min kamp med denne bakke.

Efter bestigningen af denne bakke (som jeg i forvejen havde den største angst for) cyklede jeg alene nogen tid gennem endnu en dyb dal og alene opad igen mod Bredsten. Den bakke huskede jeg ikke – men nu glemmer jeg den aldrig.

Da jeg kom i mål viste min cykelcomputer en snitfart på 28,5 km/t mod sidste års 27,0 km/t, så jeg var helt tilfreds, men undrer mig over at denne ”fantomtid” kun rakte til en plads som nr. 202 af samtlige 319 fuldførende deltagere og som nr. 24 i min årgang. (Jeg blev 58 år ugen efter løbet) 

Tak for en god oplevelse til Finn, Ebbe, Jørgen, Tonny og Flemming fra Ringsted Motion selvom de fire sidstnævnte kørte fra mig på bakken ved Fårup sø mens det ikke var Finns dag.

Næste år vil jeg fortsat søge at gennemføre på under 6 timer og så vil jeg med op over bakkerne.

På gensyn i 2005.