"Hvilestenen" - Ligsten i Paradisbakkerne i Ibsker"
Her blev der holdt pause, spist og drukket, når et begravelsesfølge skulle vandre fra Klinteby til Ibsker Kirke med kisten.

Hvilestenen, der omtales i lydklippet, ligger ved vejen mellem Klinteby og Kodal i Ibsker Sogn
- nærmere bestemt i Paradisbakkerne på Bornholm. Det er en sten af svanekegranit på ca. 10 tons.
Den har sit navn, fordi man plejede at sætte kisten på den, når et ligtog holdt hvil på vej til kirken.
Ifølge gammel tro måtte kisten ikke stå på jorden.
Det er en flad sten på ca. 3x2x1 m i østre vejside ved et vejknæk ved vejen til Ibs Kirke ca. to km nord for Klinteby
- Er man kommet godt ud på den N-S-gennemgående vej i Paradisbakkerne og følger den mod nord, passerer man på et tidspunkt Ligstenen.

Vejen blev tidligere kaldt Lyngvejen og var en vej der blev flittigt benyttet.
Denne sti bærer tydeligt tegn på, at det har været en befæstet vej.
En kant af vandreblokken er revet løs. Det kan være sket ved en frostsprængning eller en maskine som er kommet for tæt på ved skovarbejde omkring 1980.
Overfladen er fyldt med revner i et netmønster, men helt glat.

Klik her for at høre lydklikket Lydklippets varighed: 1:16 minut.
Dialekten her er fra Ibsker på Bornholm. Indtaleren er født i 1906, og optagelsen er fra 1973.

Tekst til lydklippet om hvilestenen i Ibsker:
... det er sådan en stor, flad sten, den er tre gange så stor som bordet her vel.
Og den ligger ved vejen som kommer ovre fra Klinteby og går over imod Kodal til.
Og der gik jo altså sagnet i gamle dage - for Klintebyboerne de hørte med til Ibsker sogn og Ibsker Kirke,
så når de døde de skulle have båren til Ibsker,
så bar de den på sådan et bærende. Og så
hvilede de dér på - på Ligstenen. Og så havde de jo mad i kurven
- brændevinsflasker med, selvfølgelig.
De skulle jo have dem en sup at styrke dem på.
Og så vankede de videre, for de måtte jo ikke sætte kisten på jorden.
- Man kunne jo tro at de underjordiske holdt til på de steder.
- Ja så - det gjorde de, de gamle troede på det der,
som - ja det gjorde de. Og det - rakkeren han boede jo altid derude.
Det var jo ham som flåede de selvdøde kreaturerne og slagtede heste (og) sådan noget
- han måtte jo ikke bo på indmarken, han skulle bo på lyngen.
Han havde sådan en gammel lynghytte derude.
Far han kunne huske det, sagde han
- vidste hvor han havde boet. Og - så når han gik til alters, så måtte han ikke drikke
- for den gangen drak de jo (udaf) samme bægeret alle jo, men han skulle drikke udaf foden på bægeret
- han måtte inte drikke på det der, han var jo (- uren).

....... her stopper lydklippet lidt brat - men historien fortsætter som føger:

- Ja, han var uren, ja. Så når [dvs da] han kom til Svaneke en gang og skulle handle
- så - og den gangen fik de jo gerne altid en snaps når de kom ind til købmanden (og) skulle handle jo.
Så kom jo den der
- sådan rakkeren óg ja - og så
- hvad, de skænkede jo bare i det samme glasset til allesammen jo. Og så
- han fik jo en sup, og så skulle den næste have.
Derfor sagde han så: "Jeg skal da for dælen ikke drikke udaf det glasset som han har drukket udaf".

Mail to bornhardt.dk

Back to "My Heritage"

Back to Family Bornhardts front page

2014-04-14